Kategoriarkiv: Træning

Gode vandringsture, som jeg har gået

A small hike to Eze village

Danish version / English version below

Endnu en lille tur ved Nice.  Denne gang fra Col de quartre Chemins øst for Nice eller nord for VilleFrance sur Mer. Jeg tog bus 84 til Col des Quatre Chemins og ruten starter faktisk lige på den anden side af vejen. Den samlede tur er kun 6-7 kilometer og kun med begrænsede vanskelige stigninger. Det meste af turen er på grusvej og asfalt. Det er dog en dejlig tur på nordsiden af et naturområde kaldet Parc Departemental de la Justice. Området ligger lige ovenover Villefranche sur Mer, Beaulieu-sur-Mer og Eze. Der er dog ikke udsigt mod syd men derimod mod bjergkæderne i nord, som er et rigtig flot syn her i november, hvor der er kommet sne på de høje bjerge

Jeg kan igen anbefale at downloade appen Outdoors gps France – IGN Maps, der leverer et kort i 1:25.000 direkte på telefonen.

Efter have vandret gennem området kommer jeg ud lige ved starten af Eze by, altså den del af byen, der ligger oppe på bjerget og faktisk ret langt oppe.  Så jeg fik fornøjelsen af at kunne kigge ned på middelalderbyen Eze Village, som man ellers kigger op på, når man ankommer med bus 82 fra Nice. Det er et virkeligt flot syn med havet i baggrunden.

Turen tog 1,5 time fra busstoppestedet til jeg stod ved foden af middelalderbyen. Jeg vandrede derefter op i byen, som er temmelig lukket på denne årstid, der var dog en enkelt restaurant, der var åben. Så jeg fik en dejlig frokost og så var det ned til bus 82 til Nice.

Se flere kommentarer sammen med billederne.

English version

Another nice hike in the area of Nice. This time from Col de Quartre Chemins east of Nice or north of Villefrance sur Mer. I took bus 84 to Col des Quatre Chemins and the route actually starts right on the other side of the road. The total trip is only 6-7 kilometers and only with limited difficult climbs. Most of the trip is on gravel road and asphalt. However, it is a nice trip on the north side of a nature area called Parc Departemental de la Justice. The area is just above Villefranche sur Mer, Beaulieu-sur-Mer and Eze. However, there is no view to the south, but on the other hand there is a great view to the mountain ranges in the north, which is a very nice sight here in November, where snow has fallen on the high mountains

I can recomend to download the Outdoors gps France – IGN Maps app, which supplies a 1: 25,000 card directly on the phone.

After walking through the area, I arrive right at the start of Eze town, that is, the part of the city that is situated on the mountain and actually quite far up. So I had the pleasure of looking down at the medieval town of Eze Village, which you normally are looking up on when you arrive by bus 82 from Nice. It’s a really nice sight with the ocean in the background.

The trip took 1.5 hours from the bus stop until I stood at the foot of the medieval city. I then walked up into town, where most of the stores and restaurants are closed at time of the season, though there was a single restaurant that was open. So I had a nice lunch and then it was down to bus 82 to Nice.

See more comments with the pictures.

Col des Quartre Chemins to Eze village

Annot and the chamber of the king

 

Danish version (english version below)

Fra Nice går der et lille tog, som kører langs Var floden ind i centeret af Cote d’Azur.  Det starter fra Gare des chemins de fer de Provence og det nåes nemmest ved at tage trammen til Liberation og gå ned langs boderne til Rue Clement Vernier. Efter et stykke kan man se stationen oppe til højre.

Toget består af to vogne og kører fra Nice til Digne-les-Bains. Som det fremgår af kortet nedenfor går turen langs med Var floden.  Der er rigtig mange stop på turen også flere end der fremgår af kort og køreplan.

 

 

Målet for turen er Annot, hvor jeg skal op og vandre blandt sandstensklipper og i skove med ægte kastanjetræer. Det er en længere tur end jeg umiddelbart tror, da jeg starter ud.

Jeg ankommer med toget til Annot med den sædvanlige franske forsinkelse på 15-20 minutter kl. 11.20 efter næsten 2 timers togtur og starter med at gå en tur ned i byen og få en kop kaffe og lidt proviant til turen.  Toget mod Nice går efter planen kl. 16.00, så jeg har lidt over fire timer til turen.

Annot er en lille fin middelalderby med smalle gade og små pladser. Jeg fandt et lille kaffested udenfor den ældre bydel, men der var kun kaffe og hvis jeg skulle have noget til skulle jeg gå til bageren.  Så da jeg havde drukket kaffe gik jeg over til bageren efter et baguette og en croissant.  Efter en tur rundt i den gamle by med et kig ind i den gamle kirke gik jeg tilbage mod stationen, hvor stien op ad bjergene startede.

Lige ved stationen er en lille tunnel under banen og så starter stien op der.

Der er ikke langt op, men det er forholdsvis stejlt og visse steder også ret smalt. Jeg har kun en lille rygsæk med, så det er ikke den sædvanlige vægt, jeg bærer rundt på.  Alligevel kommer jeg til at svede en hel del inden jeg er halvvejs. På et tidspunkt kommer jeg til et skilt, hvor jeg kan vælge den direkte (stejle vej) til Chambre du Roi eller den lange (lettere) vej gennem Jardin du Roi.

Jeg vælger at fortsætte op ad og kommer efter et stykke tid til to enorme stykker sandstensklipper, der står lænet mod hinanden. De er over 30 meter høje. Jeg har læst 100 meter, men det passer vist ikke.  Jeg kan gå igennem en portal, som de danner og inden i portalen er en mindre åbning, som man kan kravle ind ad.  Jeg kravler ind i et kammer, der hurtigt udvider sig. Her har man kunne gemme sig for fjender. Og i den anden ende er en åbning, hvor solen kan komme ind. Meget fascinerende og fuldstændig naturskabt.

Efter Kongekammeret går jeg videre op ad en smal sti langs en klippe med fald på mere end 900 meter, direkte ned. Der er god plads på stien og ingen fare. Efter dette stykke går jeg ind i skoven bagved og kommer til et sten shelter bygget ind i en sandstensklippe. Det er en gammel  “hytte” bygget ca. 400 år før vor tidsregning. Tog desværre ingen billeder, men her et link til et website.

Herfra gik jeg videre ind i skoven og kom til et skilt, som angav to ruter til Annot. Jeg tog den lange, men det skulle senere vise sig, at være en rute, der ikke var angivet på min app. Det var flot tur med masser af kastanje træer, klipper og flotte udsigter. På et tidspunkt checker jeg så mit interaktive kort på app’en og vurdere (fejlagtigt), at jeg hellere må gå tilbage, da jeg synes jeg er lidt langt væk fra Annot til at det kan være helt rigtigt. Så jeg lunter tilbage til skiltene og går ad den korte rute ned til Annot.

Havde jeg fortsat var jeg også kommet ned til Annot, men det kunne jeg ikke se på mit kort.

Nedstigningen var forholdsvis svær, mest fordi jeg ikke havde vandrestave med og fordi der var smattet flere steder. Ikke noget farligt, bare man tager det roligt og ser hvor man sætter fødderne.

Næsten nede ved byen ligger en fårefold og kort efter krydser man togbanen og kommer ned i den anden ende af byen.

Jeg var på station igen 15.30 og toget kom næsten til tiden. Mit franske er ikke helt på toppen endnu, men jeg fik mig en længere snak med en mand fra byen, der så vidt jeg kunne forstå, forsøgte at forklare mig, at der ikke kom et tog kl. 16.00 men først 19.15.  Men toget kom kl. 16.05 og var kun 20 minutter forsinket da vi nåede Nice kl. 18.05.

Husk at åbne billeder længere nede efter den engelske tekst.

English version

From Nice, a small train runs along the Var river into the center of the Cote d’Azur. It starts from Gare des Chemins de Provence, the  easiest way to get there is by taking the tram to Liberation and walking down the stalls to Rue Clement Vernier. After a while you can see the station at the top right.

The train consists of two cars and runs from Nice to Digne-les-Bains. As shown in the map below, the trail run along with the Var river. There are really many stops on the trip also more than shown in the map and official timetable.

The aim of the trip is Annot, where I climb up and walk among sandstone cliffs and in forests with real chestnut trees. It’s a longer trip than I immediately think when I start out.

I arrive by train to Annot with the usual French delay of 15-20 minutes at. 11.20 after almost 2 hours of train ride and start going for a walk down the city and have a cup of coffee and some bread for the trip. The train towards Nice goes according to plan at. 16.00, so I can spend more than four hours on the hike.

Annot is a small fine medieval town with narrow street and small places. I found a small coffee shop outside of the older town, but there was only coffee and if I needed anything, I should go to the baker. So when I had coffee I went over to the baker after a baguette and a croissant. After a trip around the old town with a look into the old church, I went back to the station where the path up the mountains started.

Just next to the station is a small tunnel under the track and then the path starts up there.

It is not far up, but it is relatively steep and in some places quite narrow. I have only one small backpack, so it’s not the usual weight I’m wearing. Nevertheless, I’m going to sweat a lot before I’m halfway. At one point I come to a sign where I can choose the direct (steep path) to Chambre du Roi or the long (easier) road through Jardin du Roi.

I choose to continue up and come after a while for two huge pieces of sandstone clippings leaning against each other. They are over 30 meters high. I have read 100 meters, but that cannot be right. I can go through a portal that they form and within the portal is a smaller opening where you can crawl inside. I crawl into a chamber and it expands quickly. Here you have been able to hide from enemies. And at the other end is an opening where the sun can enter. Very fascinating and completely made by nature.

After the Chamber of the King, I go on a narrow path along a rock with a fall of more than 900 meters, directly down. There is plenty of space on the trail and no danger. After this piece I go into the woods behind and come to a stone shelter built into a sandstone cliff. It is an old “cottage” built approx. 400 years BC. Unfortunately, no photos, but here a link to a website.

From here I went further into the woods and came to a sign indicating two routes to Annot. I took the long one, but it would later turn out to be a route that was not specified on my app. It was a great trip with lots of chestnut trees, cliffs and great views. At one point, I check my interactive card on the app and evaluate (mistakenly) that I’d rather go back because I think I’m a bit far away from Annot. And I do think it is the right direction. So I’m walking back to the signs and going down the short route down to Annot.

Had I continued, I had come down to Annot, but I could not see that on my card.

The descent was relatively difficult, mostly because I did not have hiking sticks with me and because there had been several smears. Not dangerous, just take it easy and see where you put your feet.

Almost down town is a sheepfire and shortly after crossing the train and coming down to the other end of the city.

I was at the station again at 15.30 and the train arrived almost on time. My French is not quite at the top yet, but I had a long talk with a man from town, as far as I could understand, trying to explain to me that there was no train at all. 16.00 but only 19.15. But the train arrived at. 16.05 and was only 20 minutes late when we reached Nice at. 18.05.

Annot and the sandstone cliffs

 

Nice and the start of Grand Randonnée 5

In Danish. English translation below.

Hvis du står nede på promenaden i Nice og kigger nordpå op mod  bjergene,  som omkredser byen. Kan du i forvejen forestille dig hvor smuk en udsigt der må være der oppe fra.

Hvis du tager trammen fra Masséna pladsen til stoppestedet ved Borriglione og går op ad Avenue Borriglione til Place Alexandre Medecin står du ved starten en af en de lange vandreruter i Frankrig, der kaldes Grand Randonnée eller blot GR. Det er GR5, der starter her og går hele vejen til Amsterdam.

Det er en heftig stigning gennem byen og jeg valgte at starte fra pladsen. Hurtigt kom jeg til Vieux Chemin de Gairaut, som går helt op til L’aire Saint Michel. Herfra gik jeg af Chemin de Chateaurenard ind i naturområdet og ud og op på bjergkammen.

Det er en stigning på næsten 800 meter fra startpunktet. Og der er rulle sten og høje trin det sidste stykke op. Når du først er oppe på bjerget er der selvfølgelig en fantastisk udsigt over området. Franskmændene går med deres børn i området. Så de må være vandt til det, men det er også en af franskmændenes ynglingsbeskæftigelser at vandre.

Jeg gik cirka 6 km ud og vendte så tilbage til byen. Og så går det ellers nedad. For mig knapt så anstrengende som turen op, men stadig kræver det lidt med rullesten og høje trin.

Bjergene er smukke i deres efterårsfarver på denne årstid og det var en rigtig dejlig tur.

Mere beskrivelse ved de enkelte billeder.

In English

If you are standing down on the promenade in Niceand are looking northwards towards the mountains that surround the city. You can imagine how beautiful a view it would be from up there.

If you take the tram from Masséna to the stop at Borriglione and go up Avenue Borriglione to Place Alexandre Medecin you are at the start of one of the long hiking routes in France called Grand Randonnée or just GR. It is GR5 that starts here and goes all the way to Amsterdam.

It’s a hefty climb through the city and I chose to start from the square. I quickly came to Vieux Chemin de Gairaut, which goes right up to L’aire Saint Michel. From there I went to Chemin de Chateaurenard into the nature area and out on the mountain crest.

It is an increase of almost 800 meters from the starting point. And there’s rolling stone and high steps the last piece up. Once you are up on the mountain there is of course a great view of the area. The French walk with their children in the area. So they must be used to it, but it is also one of the French’s favorite activities to walk.

I walked about 6 km and then returned to the city. And then it goes down. For me hardly as strenuous as the trip up, but still requires a little bit in the rolling stones and the high steps.

The mountains are beautiful in their autumn colors and it was a really nice trip.

More description connected to each image.

Grand Randonnée 5

Hardangervidda – Norway

ENGLISH VERSION – DANISH VERSION BELOW

My trip to Hardangervidda started in Odda and it was a good starting point so I could walk a bit the first day.
I was excited about how it would go with the backpack and the 18-19 kilograms I’d wear. Nor did I know the exact nature of the area, just that it was not a definite mountain walk I was supposed to do.

Spellbound by the mountains

Mountain walls in gray and black shades with varying green shades from light green to dark green created by the trees. These amazing mountain walls, which rise from the dark green mountain lakes and fjords. The white stripes of waterfalls that look like snow when the water in its fall is whipped white against the mountain wall. The bald mountain peaks where there is only lichen grow and the wind and the cold prevail. The south-facing slopes, where thicket, flowers and ferns grow and light up in the midst of the gray-green. Ice, snow and water in August with west-facing mountain slopes, where there are moray trees. Opposites of cold and heat. It is the area around Odda and Kinsarvik on Route 13 north. Eidfjorden, which is actually connected to the Atlantic Ocean further west.

From Odda to Hardangervidda

After Kinsarvik, it goes a little further north of Route 13 to Øvre Eidfjord, after which the trip rises past the little Eidfjord lake and then on to the large plateau, called Hardangervidda. You are driving in the low gear here and some of the pitches actually occur in tunnels, which rotate like a rollercoaster around and around and upwards, so it presses for the ears. Out of the tunnel and then I’m in Sysendalen, which ends at the Sysenvatnet dam, whereupon I get up 1000 meters. A large flat (after Norwegian conditions) landscape and a regular highway, with high poles along the road on both sides as far as the eye can see and a warning sign that says that the road becomes impassable in bad weather (guessing it means winter weather).

Shortly after Dyranut comes a road on the right hand by a couple of small houses. As soon as the car has left Route 7, a toll has to be paid and surprisingly a little house contains a payment machine, where you pay 150 kroner to drive down the road. It is 11 kilometers of good gravel road with hairpin swing and stunning views of the Hardangervidda National Park. After 11 kilometers you reach Trondsbu, where there is a small parking lot. From here you walk out in the Vidda.

Hiking on Hardangervidda

After parking the car in the small parking lot, I cross the bridge at Langhylen. From there there is about an hour’s walk to Langavatnet. I’m up at 1200m altitude and it’s a relatively flat trip. Just before Langavatnet it goes down towards the bridge over Langavatnet. Then there is 2.5 hours of walking towards Sandhaug, there is a small mountain hotel with rooms for walkers.
After half an hour it starts to rain. I’m taking of my hiking boots and pants to get the rain pants on. The backpack’s raincover is pulled out over the front and then I walk on. It’s relatively hilly terrain, I’ve moved into. I cross Eiriksbudalen and walk up over a small ridge before it suddenly descends on to Sandhaug. It’s raining heavily and I’m looking for temporary shelter in the entrance at Sandhaug, where boots and outerwear from other hikers hang to dry.
After 10 minutes, I have to go further and find a place for my tent out in the rain. I cross the Nordmannslågen via two suspension bridges. Made of plates of wood, which can move independently and with 19 kilos on the back, it’s actually not a good feeling, harmless yes, but uncomfortable. It still rains a lot and I’m looking for a place to set my tent. I find an elevation just after the last bridge. It is a small islet that extends to the end of the lake, where there is a white lichen. It turns out to be a really good place. The rainy weather goes on so I have to make sure to cover the backpack after getting the tent bag out of it. The tent is coming up in the rain and everything gets into dry weather inside the tent. The rain jacket is soaked from the inside and outside. But the rain trousers have done it really well. Then it starts to rain even more. So I jump in sleeping bag and get a nap. As I wake up at 7.30 pm the rain has ceased. Then it’s time for dinner, which consists of freeze dried chicken with rice. Boil water and pour it directly into the bag with the food. Just stir once and then close the bag and leave it for 8 minutes. It is actually good and tasty. I had bought double portions, so there was cold food for lunch next day. It works really well.
After a night of more rain and hard wind, I woke up by the sun shining on the tent. Up and out and dry clothes in the sun and the still powerful wind. After a couple of hours, clothes and tents are completely dry and packed in the backpack.
Then I walk on to Besso in the sun and wind. Here is really raw up on the Vidda. It’s harsh nature. Very few bushes, rocks and marshes. There is very wet by the lake and also around where the water can not escape because of the rocks. It gets muddy and I have to go from stone to rock or outside the paths. And it has been wet and cold for a long time at Hardangervidda, so everything is very wet. I pass several streams where I can fill my extra water bottle. I walk by the streams where the stones are ornate of the water because of the high iron content in the water. It can be well-drank but has a distinct iron flavour.
The flat peaks rise a few hundred meters up on the side of the trail. There is a nice view from there over Nordmannslågen, as the lake is called. Just before Besso I will cross a bridge that crosses a river. The water runs fast and it sounds and rumbles and looks amazingly beautiful.

After the bridge, I look down at the Besso Tourist Cabin, which is a small mountain hotel, similar to that in Sandhaug. I meet a woman who works there and talk a little to her. I’m allowed to borrow the toilet with a “of course you can.”
I move on and come to Lomabekken. It is a 4-5 meter wide river and I can not find a place where I can get over. I get across almost without water in the boots. But it was also the only river or stream that was difficult to cross the whole trip.
After the stream I meet a rock ptarmigan, pretending it can not fly. With loud sounds and basking it moves around me. There are chicken or eggs nearby and because of the season I guess chickens. I’m close to I can tell from the mother’s bird’s reaction. And quite a few steps to and three chickens lift of the ground and run away. The mother followed me for almost two kilometers. It should be quite sure I came as far away as possible. In addition to rock ptarmigan, which I only see two of, here are also snipes and some small birds. I did not see other animals only their aftermaths on the trails.
I cross over a bridge at the end of the lake and set up my tent there. It’s hard to find a flat place like yesterday, so it’s leaning a bit downward. But it works and the tent stands well in the strong wind.
I fish a little without luck. The lakes are not so deep, so my little Mepp’s spinner get stuck on the plants and stones, and at some point it’s getting stuck in something, so I lose it trying to get it free.
The rest of the day progresses quietly with increasing wind. I have eaten my cold breakfast. It still tastes really good too cold. I’m making a cup of instant coffee, I’m not really crazy about it, but it’s hot and whims good.
Later I go for a walk and find a stream where the rocks are not ornate, where I can get water for the rest of the day and night.
Inside the tent I have put a small clothesline up where there are a couple of things are hang to dry during the day.
I decide to go to bed early and get up early next morning. It will be another cold night around the freezing point and I wake up early and decide to let my legs decide if I need another night or if I have to drive home in the afternoon.
I walk to Sandhaug via a wheel track, which appears from my map over the area. The track is a short cut to the hiking trail. Where I meet the wheel tracks there is an old mountain cabin of stone, which someone has rebuilt a little adding a wooden front. It looks nice. I walk down the wheel tracks and meet the hiking trail again up on the mountain. A little further out, two Norwegians have camped with a very large tent. They have carried it out there, it must have been heavy. They are located just off the bridge above Nordåna, which is a small river that runs from Nordvatnet a little further north. Again a hanging bridge, which I can not really get used to cross. Further towards Sandhaug and the Norwegians begin to migrate towards me with fishing rods and backpacks. It is early Friday so they have a long weekend. I actually meet a lot of people on the trail. I can see that many of them use bubble floaters and small flies. It’s probably easier to fish with that than spinners in the low lakes.
I get to Sandhaug and the mountain hotel early and get in and get warmed up and borrow their toilet. After that I eat a little before I after 30 minutes decide to go back to Langavatnet. My legs are surprisingly well here on the third day. So it goes quietly at a nice speed up over the first plateau and down into the Eiriksbudalen and up again on the other side. Langsvatnet and the bridge are visible, I cross it and eat my lunch in the shelter of the wind against the bridge on the other side. A witty Northman walks by and asks if I have not tried to fish. He tells me that he also has food with, but hopes for to catch a fish for dinner.

After lunch, I decide to go home and go to the car. I have had the hike I had set out for. It’s been just as cold as I figured, so another night in a cold tent, I do not think so. After an hour I am at the parking lot again and can enjoy a nice trip in the car down to Oslo and then on to Copenhagen. 11 hours of driving with the legs resting.

I start driving the 11 kilometers back down the gravel road and there really is a lot of people everywhere on the road. Again many fishermen standing along the river fishing. The Norwegians love to be out in nature.

Considerations and practical things

It was a great hike with incredible many beautiful sceneries and experiences and a good test on how well I can walk with 18-19 kilos on my back in relatively cold weather conditions. The backpack made it really good and was easy to wear whole trip. It was easy to pack (through the front opening) and the whole carrying piece was comfortable to walk with. The paths themselves were varied and there were a lot of mudholes that I had to walk through. This is due to the bad weather that had affected the area throughout July.
There are nice trails with good selections and many possibilities for strolling around the national park. Fishing is definitely good with the right equipment. It would be an advantage to spend some more time researching it before the next trip.

On my trip I had brought along:

Backpack Deuter Aircontact pro 60 + 15, Nordic Telemark LW2 tent, sleeping layer (inflatable), sleeping bag, inner bag, gas burner trangia, gas tank, food for 5 days, map and compass, fishing rod, wheels and spinners, fishing knife, extra socks, extra fleese jacket, extra t-shirt, extra wool underpants, underpants, first aid kit, light bulb, lamp, extra batteries, battery bank for cell phone, solar battery charger, plastic bags for waste, toilet paper.

I went with merino wool underwear, merino wool fleece, long hiking trousers (mountain boots), merino wool socks (two teams) and Hægløf hiking boots, as well as a jacket.

DANSK OVERSÆTTELSE:

Min tur til Hardangervidda startede i Odda og det var et godt udgangspunkt, så jeg kunne gå et stykke den første dag.
Jeg var spændt på hvordan det ville gå med ryksækken og de 18-19 kilo jeg skulle bære rundt på. Jeg kendte heller ikke den præcise beskaffenhed på området, blot at det ikke var en decideret bjergvandring, jeg skulle ud på.

Bjergtaget

Bjergvægge i grå og sorte nuance med afvekslende grønne nuancer fra lysegrøn til mørkegrøn skabt af træerne. Disse fantastiske fjeldvægge, som tårner sig op fra de mørkegrønne fjeldsøer. De hvide striber af fossende vandfald, der ligner sne, når vandet i sit fald piskes hvidt mod fjeldvæggen. De skaldede bjergtoppe, hvor der kun gror lav og vinden og kulden hersker. De sydvendte skråninger, hvor krat, blomster og bregner gror og lyser op midt i det grågrønne. Is, sne og vand i august med vestvendte bjergskråninger, hvor der gror moreltræer. Modsætninger af kulde og varme. Det er området omkring Odda og Kinsarvik på rute 13 nordpå. Eidfjorden, der rent faktisk er forbundet med Atlanterhavet længere ude vest på.

Fra Odda til Hardangervidda

Efter Kinsarvik går det lidt længere nordpå af rute 13 til Øvre Eidfjord, hvorefter turen går op forbi det lille Eidfjordvatnet og så op på det store plateau, som kaldes Hardangervidda. Der skal virkelig køres i det lave gear her og nogle at stigningerne sker rent faktisk i tunneller, som drejer sig som en rutschebane rundt og rundt og opad, så det trykker i ørene. Ud af tunnellen og så er jeg i Sysendalen, som ender ved Sysenvatnet dæmningen, hvorefter jeg kommer op over 1.000 meter. Et stort fladt (efter norske forhold) landskab og en almindelig landevej, med høje pæle langs vejen på begge sider, så langt øjet rækker og et advarselsskilt om, at vejen i ufremkommelig i dårligt vejr (gætter på at der vintervejr, der menes).

Kort efter Dyranut kommer en vej på højre hånd ved et par småhuse. Så snart bilen har forladt rute 7 kommer et bomhus, så overraskende indeholder en betalingsautomat, hvor man betaler 150 kroner for at køre ned ad vejen. Det er 11 kilometer god grusvej med hårnålesving og en fantastisk udsigt over nationalparken Hardangervidda. Efter 11 kilometer kommer man til Trondsbu, hvor der ligger en lille parkeringsplads. Herfra er det videre til fods ud på Vidda.

Vandring på Hardangervidda

Efter at have parkeret bilen på den lille parkeringsplads går jeg over broen ved Langhylen. Derfra er der cirka en times vandring til Langavatnet. Jeg er oppe i 1200 meters højde og det er en forholdsvis flad tur. Lige før Langavatnet går det ned af mod broen over Langavatnet. Herefter er der 2,5 times vandring mod Sandhaug, der er et lille fjeldhotel med værelser til vandrere.
Efter en halv times tid begynder det at regne. Jeg smider vandrestøvler og bukser for at få regnbukserne på. Rygsækkens regncover bliver trukket ud over fronten og så er det afsted videre. Det er forholdsvis kuperet terræn, jeg har bevæget mig ind. Jeg krydser Eiriksbudalen , og går op over en mindre højderyg, før det pludselig går ned af mod Sandhaug. Det regner kraftigt og jeg søger midlertidig læ i indgangen ved Sandhaug, hvor støvler og overtøj fra andre vandrere hænger til tørre.
Efter 10 minutter må jeg videre og finde et sted til mit telt ude i regnen. Jeg krydser Nordmannslågen via to hængebroer. Meget bevægelige og med 19 kilo på ryggen er det faktisk ikke en rar fornemmelse, ufarligt ja, men ubehageligt. Det regner stadig meget og jeg leder efter et sted, at stille mit telt. Jeg finder en forhøjning lige efter den sidste bro. Det er en lille holm, der går ud i enden af søen, hvor der vokser hvidt lav. Det viser sig at være en rigtig god plads. Regnvejret tager til så jeg må sørge for at dække rygsækken til efter at have fået teltposen ud af den. Teltet kommer op i regnvejret og alt kommer i tørvejr inde i teltet. Regnjakken er gennemblødt indefra og udefra. Men regnbukserne har klaret det rigtig fint. Så begynder det at styrtregne. Så jeg hopper i sovepose. Og tager mig en lur. Da jeg vågner ved 19.30 tiden er regnen holdt op. Så er det tid til aftensmad, som består af frysetørret kylling med ris. Koge vand og hælde det direkte ned i posen med maden. Lige røre en gang og så lukke posen og lade den stå i 8 minutter. Det er faktisk godt og velsmagende. Jeg havde købt dobbelt portioner, så var der kold mad til frokost. Det fungerer virkelig godt.
Efter en nat med mere regn og hård blæst vågnede jeg ved at solen skinnede på teltet. Op og ud og tørre tøj i solen og den stadig kraftige vind. Efter et par timer er tøj og telt helt tørre og pakket i rygsækken.
Så var det videre mod Besso i sol og vind. Her er virkelig råt oppe på Vidda. Det er barsk natur. Meget få lave buske, klipper og myr. Der er meget vådt ved søen og også rundt omkring, hvor vandet ikke kan slippe væk på grund af klipperne. Det bliver til mudder og jeg må gå fra sten til sten eller udenom stierne. Og det har været vådt og koldt i lang tid på Hardangervidda, så alt er bare vådt. Jeg passere flere vandløb, hvor jeg kan få fyldt min ekstra vandflaske. Jeg går udenom, de vandløb hvor stenene er okkerfarvede af vandet på grund af det høje jern indhold i vandet. Det kan godt drikkes, men har en udpræget jernsmag.
De flade bjergtoppe går et par 100 meter op ved siden af stien. Der er en fin udsigt fra dem over Nordmannslagen, som søen hedder. Lige før Besso skal jeg krydse en bro, der går over en elv. Der er godt nok knald på vandet og det larmer og rumler og ser fantastisk flot ud.

Efter broen ser jeg ned på Besso turisthytte, som er et lille fjeldhotel, svarende til det i Sandhaug. Jeg møder en kvinde, som arbejder der og taler lidt med hende. Jeg får lov til at låne toilettet med et “naturligvis må du det”.
Jeg går videre og kommer til Lomabekken. Det er en 4-5 meter bred elv og jeg kan ikke lige finde et sted, hvor jeg kan komme over. Jeg kommer over næsten uden vand i støvlerne. Men det var også den eneste elv eller bæk, der var svær at krydse på hele turen.
Efter bækken møder jeg en fjeldrype, der lader som om, den ikke kan flyve. Skræppende og baskende bevæger den sig rundt om mig. Der er unger eller æg i nærheden og efter årstiden gætter jeg på unger. Jeg er tæt på kan jeg se på moderfuglens reaktion. Og ganske rigtigt et par skridt til og tre kyllinger piler afsted. Moderen fulgte mig i næsten to kilometer. Den skulle være helt sikker på, at jeg kom så langt væk som muligt. Ud over fjeldryper, som jeg kun ser to af, er her er også snepper og en del småfugle. Jeg ikke andre dyr kun deres efterladenskaber på stierne.
Jeg krydser over en bro for enden af søen og slår mit telt op der. Det er svært at finde et fladt sted som igår, så det står lidt nedad. Men det fungerer og teltet står godt i den stærke blæst.
Jeg fisker lidt uden helt, søerne er ikke så dybe, så jeg får bundbid hver gang på min lille Mepps spinner og på et tidspunkt sætter den sig også så fast i et eller andet, så jeg mister den i forsøget på at få den fri.
Resten af dagen forløber stille og roligt med tiltagende blæst. Jeg får spist min kolde frokost. Det smager stadig rigtig godt også koldt. Jeg laver mig en kop instant kaffe, det er jeg egentlig ikke vild med, men det er varmt og luner godt.
Senere går jeg en lille tur og finder et vandløb, hvor stenene ikke er okkerfarvede, hvor jeg kan få vand til resten af dagen og natten.
Inde i teltet har jeg sat en lille tørresnor op, hvor der hænger et par ting og tørrer fint i løbet af dagen.
Jeg beslutter mig for at gå tidligt i seng og stå tidligt op næste morgen. Det bliver endnu en kold nat omkring frysepunktet og jeg vågner tidligt og beslutter mig få at lade benene bestemme, om jeg skal have endnu en overnatning eller om jeg skal køre hjem om eftermiddagen.
Jeg går mod Sandhaug via et hjulspor, der fremgår af mit kort. Hjulsporet er lidt en genvej frem til den markerede sti. Der hvor jeg møder hjulsporene er en gammel fjeldhytte af sten, som nogen har bygget lidt videre på. Den ser fin ud. Jeg går ud ad hjulsporene og rammer vandrestien igen et stykke oppe på fjeldet. Et stykke længere ude har to nordmænd sat lejr med et meget stort telt. De har slæbt godt for at få det derud. De ligger lige ved broen over Nordåna, der er en lille elv der løber fra Nordvatnet lidt længere nordpå. Igen en hængebro, som jeg altså ikke rigtig kan vænne mig til at krydse. Videre mod Sandhaug og nordmændene begynder at komme vandrende i mod mig med fiskestænger og rygsække. Det er tidligt fredag, så de har nok lang weekend. Jeg møder faktisk rigtig mange på stien. Jeg kan se, at mange af dem bruge bobleflåd og små fluer. Det er nok nemmere at fiske med end spinnere i de lave søer.
Jeg kommer tidligt til Sandhaug og fjeldhotellet og sætter mig ind og får varmen og låner deres toilet. Herefter spiser jeg lige lidt inden jeg efter 30 minutters tid beslutter mig for at gå tilbage til Langavatnet. Benene er overraskende gode her på trediedagen. Så det går stille og roligt i en fin hastighed op over første plateau og ned i Eiriksbudalen og op igen på den anden side. Langavatnet og broen kommer til syne, jeg krydser den og spiser min frokost i læ for vinden op ad broen på den anden side. Der kommer en vittig nordmand forbi og spørger om jeg ikke har prøvet at fiske. Han fortæller, at han også har mad med, men håber på fangst til aftensmaden.

Efter frokosten beslutter jeg mig for at tage hjem og gå til bilen. Jeg har fået gået den tur, jeg havde sat mig for. Det har været lige præcis så koldt, som jeg regnede med, så nej tak til endnu en nat i et koldt telt. Efter en times tid er jeg atter ved parkeringspladsen og kan glæde mig til en flot tur i bilen ned til Oslo og derfra videre til København. 11 timers kørsel med benene i hvileposition.

Jeg starter med at køre de 11 kilometer retur ad grusvejen og hold da op, hvor var der mange mennesker overalt på vejen. Igen mange fiskere, der stod langs elven og fiskede. Jo nordmændene elsker at være ude i naturen.

Overvejelser og praktiske ting

Det var en dejlig tur med utrolig mange smukke naturoplevelser og en god test for mig på, hvordan jeg klarer at vandre med 18-19 kilo på ryggen i forholdsvis kolde vejrforhold. Rygsækken klarede det virkelig godt og sad godt på mig på hele turen. Den var nem at pakke (via frontåbningen) og hele bærestykket var behageligt at gå med. Selve stierne var afvekslende og der var en del mudderhuller, som jeg skulle igennem. Det skyldes nok det dårlige vejr, der havde præget området i hele juli måned.
Det er fine stier med gode markeringer og mange muligheder for smutture rundt i nationalparken. Fiskeriet er helt sikkert godt med det rigtige udstyr. Det vil nok være en fordel, at bruge lidt mere tid på research af det inden næste tur.

På turen havde jeg medbragt:

Rygsæt Deuter Aircontact pro 60+15, Nordisk Telemark LW2 telt, liggeunderlag (oppusteligt), sovepose, inderpose, trangia med gasbrænder, gasbeholder, mad til 5 dage, kort og kompas, fiskestang, hjul og spinnere, fiskekniv, ekstra sokker, ekstra fleese, ekstra jakke, ekstra t-shirt, ekstra uldunderbukser, underbukser, førstehjælp kit, pandelampe, lampe, ekstra batterier, batteribank til mobilen, solcelleoplader til batteribank, plastikposer til affald, toiletpapir.

Jeg gik med merinouldundertøj, merinould fleece, lange vandrebukser (fjeldræven), merinouldsokker (to lag) og Hægløfs vandrestøvler, samt en skaljakke.

Hardangervidda

Furesøen – min lange tur

Turen rundt om Furesøen er 22 km.

Jeg har nu gået turen fire gange og jeg bliver stadig overrasket over, hvor mange nye oplevelser, jeg får på hver tur.

Her en endnu et par fotos fra en af mine ture.  Der dukkede en lille snog op på stien lige før Holte roklub og senere hilste jeg på et par meget nysgerrige kalve, der stod og kiggede på at jeg plukkede mirabeller. De var sat ud i kanten af skoven ved Vaserne af Furesø kommune for at afgræsse området og bekæmpe bjørneklo.

Rundt om Furesøen

Vandring på Farum Søsti

Farum Søsti er en fin tur på 10 kilometer gennem skov, mark og eng.
En rigtig hyggelig tur, som jo kan gåes 2 gange eller flere, hvis du virkelig skal have nogen kilometer i benene.

Den er afmærket med sten, der dels viser hvor mange kilometer du har gået samt sten, der med en lille grøn pil mejslet ind i stenen viser dig, hvilket retning du skal gå.

Her er nogen af kilometerstenene – læg mærke til, at der er mejslet dyremotiver i dem.

Til sidst en masse billeder fra området.

Til sidst et lille kort over turen

image

En tur rundt om Furesøen

Glæden ved at gå er kommet bag på mig.  Der er noget fuldstændigt meditativt ved blot at gå for at gå. Og så kommer der en masse tanker og minder væltende. Jeg kom til at tænke på min morfar, der altid gik lange ture og jeg kom til at tænke på min barndom, hvor jeg brugte masser af tid i skoven.  Det at gå sætter simpelthen noget i gang i mig.

På trods af voldsom regn på den første halvdel af turen blev det en spændende tur i et område, som jeg aldrig har bevæget mig rundt i.

Jeg har lidt problemer med mine støvler og huskede på løbende at stramme snørebåndene.  Det var en samlet distance på 22 kilometer, hvilket cirka svarer til, hvad jeg skal gå hver dag på Caminoen.

Vandring i Nordskoven

imageKort over Nordskoven.  Kør til Skoven kirke og gå ind den vej, der er mange ruter og du kan hurtigt gå 10 – 15 km

Nordskoven er en “produktionsskov” – den er præget af at der er skovdrift, men hvis du forlader stierne er der mange spændende område.  Også en del, der hedder Bredvig Mose, som er urørt skov siden 1920.

Vandring ved Bagsværd Sø

Bagsværd Sø er et dejlig sted at gå.  Der er tit heftig aktivitet på stierne, specielt i weekenderne og eftermiddagene.  Løbere, mountainbikere, gående og travende.

Bagsværd Sø er den næststørste sø i Mølleå-systemet, kun overgået af Furesø. Mølleåen gennnemstrømmer ikke Bagsværd Sø, men Bagsværd Sø har afløb til Mølleåen via Furå til Lyngby Sø.

Du kan gå hele vejen rundt om søen og det giver 7,5 km på en runde.  Det mest en flad tur, men på Frederiksdal siden er der lidt stigninger.